15. november 2017

Mellemledere fokuserer på stress-syges private problemer

STRESS

Mellemledere fralægger sig ansvaret og fokuserer på stress-ramte medarbejderes private forhold og problemer. Dermed fralægger både ledere og virksomheden sig ansvaret og går glip af muligheden for at forebygge nye stress-tilfælde.

Yun Ladegaard & Janne Skakon, forskere i arbejds- og organisationspsykologi ved Institut for Psykologi - kronik i Altinget den 15. november 2017.

”Jeg har en medarbejder, som er ekstremt dedikeret til sit arbejde, meget detaljeorienteret, helt vildt god performer, den bedste kollega der findes, altid overskud til at hjælpe, har altid overskud til at deltage i projekter. Hun er verdens bedste mor, det vil sige, hun vil altid gerne hente sine børn klokken tre, de skal ikke være i institutionen for længe. Når hun holder børnefødselsdag, skal hun altid lave hjemmelavede boller og hjemmelavet marmelade, og de holder ikke fødselsdag en gang men tre gange, fordi først kommer børnehave, venner og familien. Hun går ned med stress…”

Som arbejdspsykologer har vi i flere år forsket i arbejdspladsers håndtering af medarbejdere, der sygemeldes med stress, og har interviewet en lang række mellemledere i private og offentlige danske virksomheder.

Mange af mellemlederne berettede om omfattende omstruktureringer og øgede krav om produktivitet fra topledelsen, og at flere medarbejdere i afdelingen var sygemeldte på grund af stress.

Men citatet i starten er et typisk eksempel på en mellemleders forklaring, når vi i interviewet talte om en konkret medarbejder, som var sygemeldt på grund af arbejdsrelateret stress.

De fleste mellemledere nævnte ganske af sig selv forhold omkring den stress-sygemeldtes personlighed og private liv, når vi spurgte om årsagerne til stress.

Fralægger sig ansvar

I alt 36 mellemledere og 28 arbejdsmiljørepræsentanter medvirkede i forskningsprojektet. De kom fra forskellige brancher, for eksempel it-virksomheder, transportselskaber, forsikringsselskaber, en børnehave og et plejehjem og fra medievirksomheder.

Alle arbejdspladser i undersøgelsen havde mindst én medarbejder sygemeldt med arbejdsrelateret stress.

Vores undersøgelse bestod af interviews og spørgeskemaer – samt opfølgning efter et år – for at undersøge, hvordan udfordringen med at få den stresssygemeldte medarbejder tilbage i jobbet blev håndteret.

"Spørgsmålet er, hvorfor der tilsyneladende stadig hersker en udpræget laissez faire-holdning til psykiske arbejdsmiljøproblemer

- Yun Ladegaard og Janne Skakon
Arbejds- og organisationspsykologi-

forskere

Og vi så det igen og igen: De interviewede mellemledere fokuserede på den stressramte medarbejders private forhold og problemer og fralagde sig dermed ledelsesmæssigt og organisatorisk ansvar – også selvom sygemeldingen skyldtes arbejdsrelateret stress og var dokumenteret af behandlende psykologer og læger.

Fokus på den enkelte medarbejder

Dette ensidige fokus på medarbejdernes private forhold blokerer for reelle forbedringer i arbejdsmiljøet. Hvis medarbejderens stress skyldes et overambitiøst familie- og fritidsliv eller en perfektionistisk personlighed, er det jo den enkelte medarbejder, det er galt med, synes mellemlederne at tænke.

Og fokus bliver så på at skåne denne enkelte medarbejder i en periode – eller at afskedige personen.

På den måde går virksomhederne glip af muligheden for at forebygge nye stresssygemeldinger.

Målet med vores forskningsprojekt er at belyse, hvad der sker på danske arbejdspladser, når en medarbejder sygemeldes med stress og efterfølgende skal tilbage til arbejdet, og vores resultater kaster lys over en væsentlig grund til, at flere end halvdelen af medarbejdere med mentale helbredsproblemer som for eksempel arbejdsrelateret stress eller depression ikke vender tilbage til arbejdspladsen efter en sygemelding: Der sker ikke forandringer i de belastende arbejdsvilkår på arbejdspladsen.

Mellemlederne selv efterlyste i vores undersøgelse både mere viden om stress og flere muligheder og organisatorisk handlerum til at kunne forbedre arbejdsmiljøet og håndtere forløbet omkring stresssygemeldte medarbejdere.

Mange af mellemlederne gav udtryk for at befinde sig i et ”krydspres” mellem topledelsens krav om at fastholde et bestemt niveau af produktivitet og den syge medarbejders behov for støtte og hensyn – samt de øvrige kollegers trivsel og arbejdsbelastning.

En del mellemledere var reelt efterladt alene med ansvaret for disse modstridende hensyn og kunne ikke selv se, hvad de kunne gøre for at skabe reelle forbedringer i arbejdsmiljøet.

Psykosocialt arbejdsmiljø er svært – især for mellemledere

Når arbejdet med det psykosociale arbejdsmiljø overlades til tilfældighederne – for eksempel til mellemledere med begrænsede kompetencer, viden eller tid til at sikre medarbejdernes trivsel – vil resultatet af virksomhedernes stress-håndtering også være tilfældigt.

Og det kan undre, når medarbejderne i mange brancher anses for at være arbejdspladsernes vigtigste ressource.

En så tilfældig forvaltning af virksomhedens ressourcer ser man ikke på andre områder. Hvis man for eksempel oplever alvorlige problemer med it-systemer, tilkalder ledelsen en it-specialist for at løse problemet – frem for at forvente at for eksempel mellemlederen på plejehjemmet – sammen med alle de øvrige opgaver – også lige fikser it-problemet.

Spørgsmålet er, hvorfor der tilsyneladende stadig hersker en udpræget laissez faire-holdning til psykiske arbejdsmiljøproblemer?

Svaret er ofte, at fordi det både handler om mennesker og risikerer at involvere organisatoriske forandringer, er det svært og komplekst at håndtere.

Men det er det også, hvis plejehjemslederen skal løse it-problemet og hverken har kompetencerne eller tiden til det.

Og ligesom man kan købe sig til konsulentstøtte på it-området, findes der også specialister, der kan hjælpe med at finde løsninger i forhold til det psykosociale arbejdsmiljø.

Har vi råd?

Spørgsmålet er nok snarere, har vi råd til at lade være?

15,6 procent af danskerne svarede i en stor undersøgelse fra det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, at de ofte eller hele tiden føler sig stressede på grund af arbejde, og især medarbejdere på offentlige arbejdspladser er pressede.

Og i 2006 vurderede Statens Institut for Folkesundhed i en rapport, at sygdom som følge af psykisk arbejdsbelastning resulterer i over en million fraværsdage og førtidspension for 2800 medarbejdere årligt, samt omkring 1400 dødsfald årligt.

Samme undersøgelse vurderer, at udgifterne i det danske sundhedssystem relateret til sygdom som følge af psykisk arbejdsbelastning ligger omkring 686 millioner kroner.

Et lignende billede tegner sig i andre europæiske lande, og i 2014 vurderede Statens Institut for Folkesundhed, at de samlede årlige udgifter i forbindelses med stress i Danmark runder 14 milliarder kroner om året.

Hertil kommer de omfattende menneskelige omkostninger og følgevirkninger, når en medarbejder mister sin arbejdsevne og ikke længere kan deltage på arbejdsmarkedet, beholde sit hjem og forsørge sin familie.

Virksomheder mangler fokus på forebyggelse

Verdenssundhedsorganisationen WHO anbefaler, at alle arbejdspladser udvikler politikker og praksis, der kan håndtere de belastninger på arbejdspladspladsen, som kan føre til sygdom hos medarbejderne.

Det kan for eksempel dreje sig om dårlig kommunikation, dårlig ledelse, lav medarbejderinddragelse, mangel på social støtte og uklare opgaver og mål.

Og arbejdspladserne bør ifølge WHO prioritere at forebygge og håndtere problemernes årsag – samtidig med at der tilbydes behandling og rehabilitering for syge medarbejdere.

Men i Danmark mangler mange virksomheder dette fokus på at forebygge: Her er det stadig i vid udstrækning op til den nærmeste mellemleder at håndtere stress og prioritere medarbejdernes trivsel, og som oftest overlader arbejdspladen ansvaret til mellemlederen, uden at sikre at han eller hun har de nødvendige kompetencer, viden og handlerum til at løse problemet og forebygge nye stress-tilfælde.

Regningen, når det går galt – udover virksomhedens tab på grund af faldet i produktivitet og sygefravær – betales af skatteborgerne og den syge medarbejder.

Det er tid til at anerkende alvorligheden af denne situation og prioritere en bæredygtig indsats på området – og vi har den viden, der skal til.